Flækkede sidedæksler, spagettisovs og Legoklodser.
Oprettet: Mandag, 30. juni 2008 23:41
Som jeg tidligere er blevet citeret for i avisen, er Guzzien ligesom en Legoklods. Man kan skille den ad, og sætte den sammen på tværs af modeller.
Men ikke nok med det, nu kan man også reparere sin Guzzi med en Legoklods.
Få nu ikke ciabattabollen i den gale hals, og læs lidt videre alligevel.
Står du og har flækket dit sidedæksel eller din kåbe, så er der hjælp at hente i børnenes værelse og i konens toiletskab. Her er så opskriften på en enkel men holdbar metode. Ingredienser:
– Et glas færdiglavet spagettisovs
– Spagetti
– Legoklodser
– Acetone
– Et par gummihandsker
– En teske
Fremgangsmåde:
– Gå først ned i dit lokale supermarked og køb et glas med færdiglavet italiensk tomatsovs.
– Kog en spandfuld spagetti, og spis den med den indkøbte sovs til (husk at gemme glasset).
– Mæt og veltilpas er du nu klar til den store reparation.
— Vask glasset grundigt.
— Tag gummihandskerne på.
— Rens dækslet/kåben af med acetone.
— Hæld en sjat acetone i glasset.
— Nedsænk et passende antal Legoklodser, i forhold til skadens omfang.
— Når Legoklodsen er opløst til en blød karamelkonsistens, spartles det på skaden med en teske.
— Når det er tørt kan det slibes.
— Er det nødvendigt, kan det males med det resterende væske.
Mangler du derefter en rep. lak til småskrammer på tank, kåbe og dæksler, tag da et sidedæksel med ned til Matas og bed om at se på en neglelak i den ønskede farve. Det er en god lak, og penslen medfølger. De ser godt nok lidt mærkelige ud i Matas, men de plejer at tage det i stiv arm.
God fornøjelse fra Fie og Oluf Casa Guzzi Servizio Tuja Alle 5 7100 Vejle