Dell´Orto karburatorer med accelerationspumpe
Oprettet: Onsdag, 25. juni 2008 23:25
Jeg har et stykke tid kørt rundt og undret mig over, hvorfor Guzzi’en skød i udstødningen under acceleration, men ellers kørte rigtigt pænt. Efter at have renset alle dyser, uden at det gav noget resultat, skruede jeg toppen af karburatorene. Der fik jeg mig en overraskelse; det skrå spor til pumpen var slidt næsten lodret. Da jeg havde renset dyser fik jeg ellers et sprøjt benzin i øjet, da jeg testede pumpen, (der er benzin i karburatoren til 4-5 fulde sprøjt, selv uden svømmerhus). Så var der bare tilbage at få indkøbt et par nye spjæld, nylon “hammer” og fjedre til “hammeren”. Husk at passe lidt på, når nitten til “hammeren” bankes ud, der er låsestråler i den ene ende, så den skal ud den rigtige vej. Da alt var samlet og jeg fyrede op under modellen, var det som at høre en ny motorcykel – så det var lidt mønter der var godt givet ud.